v/ Flemming Larsen Færkerhedevej

Heden ved Enebærvej ca. 1967

Navnene: 

Fra bogen Viborg Amts Stednavne 1948

”Færker Hede, i Trap Danmark ”Færkør Hede”.

Navnets sidste Led er snarest et Substantiv, gammeldansk ør (af oldnordisk eyrr, Øre, flad af Sand og Grus bestaaende Odde eller Banke, som stikker ud i Vandet). Odden er i dette Tilfælde Færker Odde paa Nordsiden af Færker Vig. Færk- er rimeligvis Navn paa Færker Vig, idet sidste Led her kan være Substantiv gammeldansk wik, ”Bugt”, ligesom i Sognenavnet Hjerk. Fær- er flertydigt. Det kunde f. eks. være sammentrukket af gammeldansk fæar, oldnordisk fear, den gamle Genitiv af Fæ, ”Kvæg”. Færk findes som Familienavn 1703 eller tidligere paa Fur, nu er det temmelig udbredt.

Engelst – i gamle dokumenter Ængelsth

-Snarest et gammeldansk Ængilstath af Substantivet gammeldansk ængil ”Krog”, eller muligvis Mandsnavnet gammeldansk Engel, og Substantiv gammeldansk stath ”Sted”.

-Eller oprindelig Ængilnæs, det nuværende Slutnings-t er først kommet til i nyere Tid. Gammeldansk ængil er afledt af samme Ord og har samme Betydning som Angel, oldnordisk ongull ”Krog”.”

Strandengen og vandet:

For 6.000 år siden dækkede havet Færker Hede. Det var det såkaldte stenalderhav. Gennem Vojel Kær, Kærhale og ned ad Færkerhedevej var der vand, som afskar den sydøstlige del af Fur, hvor landsbyen Engelst siden opstod, fra hovedøen. De stejle, græsklædte skrænter syd for huset ”Havfruen” er gamle kystskrænter fra stenalderhavet. Ved kysterne boede de første furboer. Det var Ertebølle-folket.

                     I en weekend i september 1992 gravede en snes furboer og thyboer på en mark ud til Kønsborgvej lige nord for, hvor Dalagervej munder ud i Kønsborgvej. Man vidste, at der lå en gammel køkkenmødding, og John Bertelsen fra Fur Museum havde fået kontakt til en amatør-arkæologisk forening fra Thy, og der var også interesserede fra Fur, så der kunne laves et gravehold. Der blev gravet på et areal på tyve gange seks meter, og der blev fundet dyreknogler, østersskaller, potteskår og flintesager såsom økser og pilespidser.

                     John Bertelsen udtalte til en avis: ”Vi ved, at stenalderbopladsen lå ved den daværende strandbred. Så vi kan med det nye fund bevise, at Fur er vokset gennem årene, idet den nuværende kystlinje ligger tre-kvart kilometer længere mod øst. Færker Hede er altså gammel havbund.”

Fra Erik Fjeldsø Christensen og Vibeke Broch: ”Fur” i Kaskelot, marts 1981:

”Ved Vojel Vig og Kærhale har man fundet stenalderfolkets køkkenmøddinger, der består af affald (…) Ved Kærhale er der endvidere fundet en marvspaltet menneskeknogle, måske et udtryk for kannibalisme.”

Fra Helge Gry: Furs Geologi, 1965:

”Siden stenalderen er der udbygget marint forland flere steder (…) endelig er den store Færker Hede opbygget af parallelle bueformede strandvolde, der ligger koncentrisk om den ret dybe Færker Vig. Fra den nordlige del af Færker Hede strækker den smalle Færker Odde sig østpå, og i den sydlige del vest for Engelst Odde indeslutter de senest dannede strandvolde adskillige små strandsøer.”

Går vi lidt længere frem i tiden, findes en anden interessant historie om Færker Vig. Ved parkeringspladsen yderst på Færker Odde står en mindesten for Operation Waterdropping, våbennedkastning under Anden Verdenskrig.

                      I juni 1974 var sportsdykkere fra Ringkøbing Sportsdykkerklub en weekend på Fur for at øve dykning i Færker Vig. Mens de svømmede rundt, opdagede de pludselig en beholderlignende genstand på fjordbunden. Af frygt for, at det var en mine fra krigens tid, gav de besked Søværnets Operative Kommando. SOK hævede den fundne genstand og slæbte den ind til kysten, hvor den viste sig at være en våbencontainer fra krigens tid indeholdende forvitrede rester af plastisk sprængstof. Containeren smuldrede væk og forsvandt, og dermed forsvandt det sidste synlige minde fra en våbennedkastning, der fandt sted over Færker Vig i marts måned 1945 – den første såkaldte ”Waterdropping”.

Grusgravning ved stranden:

I 1918 blev et skøde tinglyst, hvori bl.a. stod:

”Undertegnede Gaardmand Niels Skivesen af Engelst på Fuur sælger, skøder og overdrager til Kreaturhandler Christen Bjerregaard Nielsen paa Fuur en Parcel (…) skyldsat under Matr. Nr. 61d af Engelst m.m. Fuur Sogn.

Køberen og efterfølgende Eiere af Parcellen maa alene udnytte denne til at tage Sand og Grus (…). Græsningsretten forbliver hos Sælgeren og efterfølgende Eiere.”

Christen Bjerregaard gravede nu sand og grus, som blev brugt til støbning rundt om på øen. Der blev også lavet en simpel skibsbro ud i fjorden, så mindre skibe kunne sejle sand og grus fra øen og sælge det andre steder. Sand og grus blev kørt ud ad broen på trillebør og tippet ned i skibets last. Ideen med at lave grusgrav ved stranden var, at vinterstormene førte nyt materiale ind, men der fremkom nu alligevel efterhånden dybe huller langs strandbredden.

                      I 1967, da der skulle udstykkes til sommerhuse, foreslog landmåleren og amtet, at matriklen blev købt af de lodsejere, der havde sommerhusgrunde op til matriklen, så den kunne blive en del af fællesarealet. Det kunne lade sig gøre, da Christen Bjerregaard var død, og arvingerne gerne ville sælge. De berørte lodsejere var da også interesserede, men sagde til amtet, at der var det problem, at en af arvingerne boede i Amerika, og ham kunne de ikke finde. Hvis amtet imidlertid ville godkende sommerhusudstykningen, kunne de altid efterfølgende købe matrikel 61d. Kort efter satte amtet stemplet ”godkendt” på sommerhusudstykningerne, men så var lodsejernes interesse for grundkøb pludselig forsvundet. I 1969 købte vognmand Frede Mortensen grund og graveret af arvingerne, og nu var der ingen arving i Amerika. Frede Mortensen gravede med gummiged og kørte grusset bort i lastbil. Grusgravningen ophørte i 1990, da grundejerforeningen overtog matrikel 61d.

Lerduebanen:

På strandengen neden for Revlingevej fandtes fra begyndelsen af 1970’erne en lerdueskydebane. Den blev brugt af Fur Jagtforening, som også havde etableret den. På grusgravningsgrunden – Frede Mortensens grund – var der gravet et cirkelhul med en jordvold omkring, hvorfra apparatet til afskydning af lerduer kunne betjenes. Rundt om dette hul var der små pæle med en plade på. Der stod skytterne, som kunne anbringe patronæsken på pladen.

                      Da grundejerforeningen i 1990 købte grunden, blev lerduebanen sløjfet. Mens banen eksisterede, kunne man altid finde lerdueskår og – hvis man var heldig – en hel lerdue, som ikke var blevet ramt. Men mon ikke alle spor nu er borte.

Aktivitet i vigen i dag:

I midten af 1970’erne lagde Dansk Sejlunion to fortøjningsbøjer ud i bugten. De blev i lang tid taget op om vinteren og lå på kajen ved Fur Havn, men det hændte, at de ikke kom op, og hvis fjorden frøs til, gik bøjerne også til. I de senere år har de ligget året rundt. Gennem årene har de haft forskellig form, bl.a. tøndeformede, men nu er de runde og gule.

              I Jan Eberts: Ankerpladser i Danmark står: ”På østsiden af Fur ligger Færker Vig, der kunne være tegnet med en passer, så perfekt er halvcirkelformen. Der er dybt kysten rundt undtagen på sydsiden, og bunden består overvejende af ral og grus, der giver godt ankergreb. En glimrende ankerplads.”

              Ankerbøjerne har positionerne 56° 50,2 N/09° 03,9 Ø (den nordlige bøje) og 56° 50,0 N/09° 03,9 Ø (den sydlige bøje) – positionerne garanteres dog ikke.

            Tilsynsførende er Fur Bådelaug, og bøjerne er forbeholdt medlemmer af Dansk Sejlunion – og så må Flensborg Yacht Club også bruge dem.

I 1999 startede forsøg med opdræt af muslinger i Færker Vig. Der kom to store flåder bygget af sorte plastrør. Foreningen Muslingeerhvervet var projektansvarlig og udviklede flåderne i samarbejde med Hvalpsund Net A/S. Under flåderne hang der net, men de viste sig ikke så hensigtsmæssige, så de blev senere udskiftet med nylonbændler. De første muslinger, der høstedes, blev behandlet på Vildsund Muslinge-Export. De var gode, men noget tyndskallede, så spilprocenten var lidt høj.

                      I 2004 gik flåderne til. Først drev en med isen til Rønbjerg, og senere kom en østenstorm og sendte dem op på stranden ved Fædamme. Nu blev der i stedet etableret et anlæg, hvor opdriften er sorte plastbøjer bundet sammen med tovværk, og under dem hænger en slags vævede ”sokker”, hvor muslinger sidder og vokser. Plastbøjerne river sig undertiden løs og ligger på stranden. Det er nu Dansk Skaldyrcenter, der står for forsøgene med muslinger i Færker Vig.

Hvad der vokser:

Fra Botanisk Tidsskrift, Bind 93, 1936:

”Højsommerekskursion til Salling – Fur, 8., 9. og 10. august 1935.

Inden vi brød op fra ”Høje-Fur” blev der hvilet et Øjeblik paa ”Lille Jens” Høj (…) Snart fortsatte vi dog Syd og Øst over i Bilen til Færker Hede og Strand, hvis prægtige Vegetation igen vakte de botaniske Instinkter til Live og satte Humør i os paany.

                      Furs østlige Side udgøres af vidtstrakte Heder paa hævet Havbund; omkring Færker Vig er Terrænet udviklet som et system af lave halvmaanedannede Strandvolde med mellemliggende Lavninger. De højest liggende længst fra Havet fjernede Strækninger er dækket af Calluna-Hede (hedelyng-hede), hvori Cuscuta epithymen (lyng-silke) og Luzula congesta (hoved-frytle) optraadte spredt.

                      I de ovennævnte lange og undertiden ganske smalle Lavninger mellem Strandvoldene med deres Calluna-Vegetation kunde man mange Steder iagttage en overmaade smuk Bæltedannelse. De paa hinanden følgende Formationer, der afløser hinanden, naar man vandrer fra Strandvolden ud til den lavtliggende Midte af den smalle Sig, og som kommer igen i omvendt Orden paa Vejen op til den næste Strandvold.”

I årene lige efter Anden Verdenskrig (1947) kom Hedeselskabets ”Flyvende Korps” til Fur, og Færker Hede blev beplantet med bjergfyr. Da sommerhusbyggeriet tog fart op gennem 1970’erne, var fyrrene godt og vel mandshøje. Der havde tidligere været forsøgt med plantning af skov på heden, og i årene op til Anden Verdenskrig voksede der vest for Engelstskovvej nogle plantninger med fyr, som dog stort set blev fældet under krigens brændselsmangel.

                      Omkring Enebærvej blev der ikke plantet af ”Flyvende Korps”; der blev holdt fri for træer, så der kunne slås lyng. Da sommerhusene på Enebærvej blev bygget, kunne man altid se fjorden fra husene, men så begyndte en selvsåning, så der i dag er lukket for ”havudsigt” de fleste steder. Som en lille pudsighed kan i øvrigt fortælles, at der på strandengen neden for, hvor nu Enebærvej går, var en fodboldbane, som områdets unge brugte. Den var ret primitiv og ikke ganske plan, men brugbar. Den forsvandt, da sommerhusene kom.

                      I midten af 1970’erne begyndte fyrretræerne at se dårlige ud. På grundejerforeningens generalforsamling i 1977 blev det besluttet at få eksperter til at se på det og få hjælp, ”for at forhindre en katastrofe”. Hedeselskabet kom, og meldingen var, at det var mikrobeangreb i rødderne i forbindelse med tørke og ælde, og at det ikke var til at helbrede.

                      I dag er det birken, der breder sig.

Molerfabrikken:

Fabrikken blev først bygget i 1942. Færker Moler-Kompagni blev stiftet i 1928 for at eksportere rå moler, og i 1936 byggedes broen.

                      I 1942 overtog Dansk Moler Industri A/S ovennævnte firma Færker Moler og begyndte en produktion af cementbundne frostbestandige sten. Det foregik i nyopførte fabriksbygninger med en høj skorsten. Stenene kunne dog ikke klare frosten, så det blev ikke nogen succes, men der blev stadig lavet sten frem til 1950. Som et kuriosum kan fortælles, at villaen Nr. Madsbadvej 6 er bygget af Dansk Moler Industri med de cementbundne molersten. Det skulle være et demonstrationshus. Huset er i dag beklædt med sorttjærede brædder, så de gamle sten er skjult.

                      Efter 1950 – og med nye ejere – begyndte produktionen af molergranulat, og de store siloer blev bygget samt transportbånd og anden teknik. Den gamle skorsten fra 1942 blev en lørdag i december 1998 sprængt bort. Hjemmeværnet stod for sprængningen, som forløb planmæssigt. Den 30 meter høje skorsten væltede i første sprængning og lagde sig pænt uden at beskadige de bygninger, der ellers stod tæt på den. Den gamle murstensskorsten blev erstattet af skorstene af stål.

I John Brinch Bertelsen: Fur – mennesker og landskab står:

”Færker Molerkompagni anlagde i 1936 en udskibningsbro på den østlige side af øen, hvorfra der (…) udskibes råler.”

I Erik Th. Nielsen: Beretninger fra Molerbrydningen på Fur står:

”Udskibningens epoke var for altid slut i 1967, hvor jeg den 24. oktober var med til at laste det sidste skib, der anløb broen. (…) Herefter blev den stående endnu et par år, men da var den så vakkelvorn, at ingen turde gå ud på den (…) I det tidlige forår 1969 var jeg med til at fjerne den helt, og dermed var en vigtig epoke i molereventyret slut.”

På stranden neden for molerfabrikken kan stadig anes spor af tilkørselsrampen og nogle svage stolperester. Der er i øvrigt en historie om, at der lige efter krigen røg et tipvognstog med skinnetraktor af broen og ned i fjorden. Traktorføreren, Svend Frøstrup, slap mirakuløst uskadt fra uheldet, bortset fra han blev våd, men efter sigende blev traktor og vogne aldrig bjerget og ligger stadig i vandet. Der må være noget at dykke efter.

Det ældste hus – Havfruen:

Sydligst i sommerhusområdet – Engelstskovvej 1 – ligger huset ”Havfruen”. Det lå her længe før, der overhovedet var tænkt på sommerhuse i området.

                      Sidst i 1884 udstykkedes en jordlod – matrikelnummer 59d – fra Thøgers gård, Fædammevej 1, som i 1880’erne ejedes af Thøger Christensen – Poul Thøgersens oldefar. Udstykningen approberedes juleaftensdag 1884. Den første ejer var Søren Jensen, kaldet Dyhr. Søren Dyhr (han fik dog først bevilling til navnet i 1905), var i 1883 blevet gift med Ane Kirstine Christensen, og de boede som indsiddere (til leje) i Engelst, så da han havde købt jordlodden, byggede han sikkert huset. Søren Dyhr var fisker og boede der til omkring 1907 med kone og seks børn.

                      Den næste ejer var Laurits Jensen, gift med Martine. De fik efterhånden 13 børn. Laurits Jensen var også fisker. Hans søn Ingemann, der blev født i huset i 1907, blev også kaldt Ingemann Svensker, da hans farfar var fra Sverige. Ingemann Svensker fortæller i Erik Aalbæk Jensens Livet på Øerne, Limfjorden: ”Vi boede ved Færker Vig (…) Far var fisker. Han boede derude, fordi der var en landingsplads til sejlbåde, som vi hjalp hinanden med at løbe på land om aftenen, når de kom ind to tre hold ad gangen. Der lå nok halvtreds både deromme. Det var en stor plads.”

                      Svensker-familien flyttede til Nederby i 1922. Derefter boede Jens Jensen på stedet, Laurits søn. I 1960, da stedet blev til sommerhus, var ejeren H. Nielsen i Birkerød. Han solgte det i 1979 til Palle Dønvang, gift med Jette Herne Nielsen. I 1996 fik Charlotte Dønvang Parks, datter af Palle Dønvang og Jette Herne, skøde på ejendommen.

                                                                                                                                                                               (Med hjælp fra Jens V. Olsen)

Et andet gammelt hus:

Kurt Linde Nielsen fortæller, at der i 1940’erne var spor efter et hus, der havde ligget i nærheden af Engelstskovvej 26/28. Kurt siger, at man kunne se spor af et fundament. Hvad det var for et hus, og hvad det blev brugt til, ligger i det uvisse.

De første sommerhuse:

Før deklarationen om sommerhusområdet kom i 1967, var der bygget et par huse.

I 1962 kom det første sommerhus i området. Det var på matrikel 64n, det nuværende Engelstskovvej 28. Grunden gik helt til fjorden. Lægeparret Ulla og Asger Bertelsen fra Ikast ønskede et helle i deres travle hverdag. Praktiserende læger havde dengang et 24 timers job. Ulla Bertelsen, der stammede fra Holbæk, syntes fjorden ved Fur mindede om Holbæk fjord. Brugsuddeler Henry Brun på Fur havde en strimmel jord, matr. 64n, på Færker Hede, og den blev købt, og der blev bygget. Der var intet vandværk, så der blev lavet en vandboring på grunden med en pumpe, så der ved håndkraft kunne pumpes vand op i et lille pyramideformet vandtårn. Lyset kom fra petroleumslamper. Da vand og elektricitet kom til området, blev huset koblet på, og vandtårnet endte som legehus. Asger Bidstrup Bertelsen døde i 2010.

Nummer to sommerhus er Havtornvej 9. I 1962 køber malermester Denhardt Balleby, Nr. Søby og farvehandler Hans Vester, Skive en strimmel jord af Niels Vandborg. Den går fra Engelstskovvej helt til vandet. De får strimlen udstykket i 6 grunde til sommerhuse med tanke om, at der skal bygges huse. Denhardt Balleby bygger i 1963 på den næstnederste grund mod vandet, den nuværende Havtornvej 9. I begyndelsen var der hverken vand eller strøm. Vandet blev hentet i en mælkejunge hos Niels Vandborg, og lyskilden var petroleumslamper. I 1969 bliver Denhardt Balleby eneejer, men han bygger ikke på grundene eller sælger dem. I mange år lå de ubebyggede hen, men i 2012 kom der et hus på en af grundene.

Vandværket:

I 1967 oprettedes I/S Engelst Vandværk. Der var i området en halv snes landbrug og helårshuse, og så var der lavet udstykningsplan for sommerhuse i Engelst Nord og Engelst Syd, omkring 150 huse. Der kunne ikke sælges sommerhusgrunde, uden der var et vandværk.

                      Vest for ejendommen Engelstvej 1, som i 1967 tilhørte Søren Nielsen, blev der boret, og godt vand kom. Der blev bygget et lille hus, nærmest en kælder, da det var gravet ned i jorden. Ledningsnettet blev trukket, og i begyndelsen brugte man bare det vand, man ønskede. I starten af 1990’erne kom kravene om vandmålere, så man skulle betale for sit faktiske forbrug, og der blev sat vandmålere ved alle huse.

                      Omkring 2004/05 blev der begyndende frygt for, at nitratindholdet ville blive for højt. Målinger viste, at vandværket nærmede sig den kritiske grænse, og i december 2005 måtte der udsendes en advarsel til familier med spædbørn, at de skulle undgå, at små børn drak vandet, da nitrattallet var over den tilladte grænse. Det resulterede i beslutningen i 2006 om at nedlægge vandværket efter 39 års drift. Det er nu Skive Kommunes vandværk, der leverer vandet, og boringen med pumpehus befinder sig nord for vejen til Grisselgårde.

Fuurlands legat:

I alle gamle skøder ved grundkøb i sommerhusområdet står: ”der er tinglyst fundats af 31/7 1739 om Furlands legat”. Det henfører til “Fuur-Lands Frue Margrethe Braes, Sall. Anders Kierulfs til Søedal, har ved Allernaadigst confirmeret Fundation af 1739 givet 100 Rdlr. som forrentes med 5 pro Cento, hvoraf fire Fattige nyder ugentlig hver 1 Mk., Resten til Skoleholderens Løn.” (Hofmans Fundationer). Nu er legatet nedlagt og har i de sidste mange år ikke været skrevet ind i skøder.

              I Jens V. Olsen: Furs historie fra middelalder til udskiftning (Fuur Ø´s Spare- og Laanekasse gennem 100 Aar, 1973) står: ”Margrethe Dorthea Braes huskes især for, at hun i 1739 indstiftede de af alle furboer så velkendte legater. Legaterne, som er på i alt 100 Rdl. skal stå i evig tid som første prioritet i Furland, idet renterne går dels til øens skole, dels til 4 fattige på øen (…) I dag har legatet mistet sin betydning, men skal stadig administreres således, at jordejerne årligt må betale ca. 50 øre pr. tdr. hartkorn. Det er også nævnt i hvert eneste skøde, der udstedes på Fur.”

I skoleplanerne for Sundsøre kommunes skolevæsen i 1976 stod i øvrigt: ”Til skolelederstillingen ved Fur skole er af fru Braes´s legat afsat et beløb på kr. 12 – årligt.”

Et par link, som måske kan interessere:

Statens arkiver har søgesiderne Arkivalieronline, hvor man bl.a. kan se kirkebøger og folketællinger. Der kan man også se tingbøger, hvor man kan finde sit eget tingbogsblad for sommerhuset. Adressen er http://www.arkivalieronline.dk 

Jens V. Olsen har skabt Fuur Samlingen. Her kan man se slægtsoplysninger om furboere fra gamle tider til omkring 1930, oplysninger om øens ejendomme og meget mere. Den har adressen http://fuursamlingen.dk