Færkervig Grundejerforening

Den oprindelige deklaration

DEKLARATION

For at skabe og vedligeholde pæne og velordnede natur- og bebyggelsesforhold i den nordlige del  af ”Engelst”, som agtes udstykket til sommerhusgrunde, og som er vist på vedhæftede udstykningsplan, der er udfærdiget af landinspektør Leif Ramsgård den 24. januar 1967 og omfatter del af Fur Præstegård m.m., Fur Sogn, giver undertegnede ejere af matr. Nr. 13d, 55e, 58a, 58c, 58d, 61a, 61b, 62a, 62d, 63a Fur Præstegård m.m., Fur Sogn herved tilladelse til, at følgende servitutbestemmelse tinglyses på vore ejendomme som gældende for os og efterfølgende ejere, samt ejere af sommerhusgrunde, som udstykkes fra ovennævte ejendomme.

1.

Samtlige veje og stier og vendepladser skal udlægges som angivet på ovennævnte udstykningsplan.

På hver parcel skal indrettes 2 parkeringspladser.

2.

Alle sommerhusgrunde skal udstykkes med arealer på 2500 m2 eller derover og ligge inden for det område, der på ovennævnte udstykningsplan er udlagt til sommerhusbebyggelse. Skellene på planen er skitsemæssige og kan undergå ændringer ved den endelige udstykning af den enkelte parcel, der dog ikke kan blive mindre end 2500 m2. Ved fællesarealet kan der ikke foretages ændringer i reducerende retning. Det på vedhæftede udstykningsplan viste fællesareal skal udlægges som fælles friareal for sommerhusejerne.

3.

På hver sommerhusgrund må kun opføres ét sommerhus, der skal opfylde de på opførelsestidspunktet gældende regler, for så vidt angår sommerhusbebyggelse. Der må kun bygges i én etage med eventuel udnyttet tagetage. Tagets maksimale højde over terræn må ikke overstige 5 m, og højden fra terræn til tagskæg må ikke overstige 3 m. Husenes facader og tag skal holdes i diskrete farver, eventuelle tvivlsspørgsmål afgøres af naturfredningsnævnet for Viborg amtsrådskreds. Parcellen må kun benyttes til sommerhusbebyggelse, og der må ud over sommerhuset kun opføres ét udhus samt garage. Når ejendommen bebygges, må det derpå værende hus kun benyttes til beboelse (natophold) i tidsrummet 1. april – 30. september og uden for dette tidsrum kun for kortere ferieophold, week-ends  og lignende.

4.

Mod naboskel og vejskel skal der beplantes og vedligeholdes et bælte på mindst 4 m. Beplantningen skal bestå af træbevoksning. I dette bælte må kun laves én indkørsel af højst 10 m’s bredde på hver ejendom. Hjørneparcellerne pålægges eventuel oversigtsservitut, hvorfor der for det område, servitutten omfatter, ikke må plantes højere end 1 m over et plan gennem de tilstødende vejbaners midte, ligesom der ikke i øvrigt på oversigtsarealet må forefindes noget – hverken varigt eller midlertidigt – af større højde end 1 m over en flade gennem de tilstødende vejes midtlinier, og såfremt terrænet i noget oversigtsareal ligger mere end 0,5 m over en flade gennem de tilstødende vejes midtlinier, skal det afgraves til vejhøjde. Beplantningen i skel og langs veje må ikke overstige 2 m i højden, og beplantningen mod vej skal trækkes så langt inden for vejskellet, at grene m.v. ikke vil komme til at rage ud over vejarealet.

5.

Bebyggelsen må ikke finde sted på bakketoppe, og bebyggelsen skal placeres neden for skrænten (5 fods-kurven).

6.

Der må ikke opføres virksomheder eller andre ting, som kan medføre ulemper for de omboende, særlig med hensyn til larm, røg eller ilde lugt, der må ikke på sommerhusgrundene holdes kreaturer, heste, kaniner, pelsdyr, høns eller andre husdyr, dog er det tilladt at holde hund og kat, men hundekennel eller lignende må ikke drives.

7.

Sommerhusgrundene må ikke benyttes til oplagsplads af nogen art.

8.

Ingen sommerhusgrund samt fællesareal må indrettes til campingplads, cafeterie m.v.

9.

Vandforsyningen til de enkelte parceller skal ske fra det fælles vandværk, som er oprettet i området, og som er godkendt ved landvæsenskommissionskendelse af 23. januar 1967.

10.

Påbegyndelse af byggeri må ikke finde sted før projekt er indsendt til og godkendt af Viborg amtsråd, og ingen parcel må bebygges, før der er ført stikledninger med vand frem til parcellen.

Det påhviler grundejerne for egen regning at vedligeholde egne vandledninger frem til hovedstophane i vej, og grundejerne skal i forbindelse med anlæg og reparation af vandledninger, el-forsyninger og andre fælles ledninger tåle, at disse – såfremt det er nødvendigt – føres over deres grunde og uden betaling.

Fremførelse af stikledninger sker på sælgerens bekostning og efter nærmere aftale med køberne om tidspunktet.

Anbringelse af midlertidige sivebrønde og afløbsforhold i det hele taget på parcellerne skal i hverrt enkelt tilfælde godkendes af sundhedskommissionen efter forud indhentet erklæring fra kredslægen.

11.

Enhver køber af sommerhusgrund er pligtig til at være medlem af den grundejerforening, som skal oprettes, når mindst 20 grunde inden for det på vedhæftede udstykningsplan omfattede område er solgt.

12.

Grundejerforeningen er pligtig til at overtage de private veje og fællesarealer, når dette forlanges af ejeren af restejendommen, men da til et beløb af 0 kr. Dog skal grundejerforeningen betale samtlige omkostninger ved handelen. Private veje eller fællesarealer, hvorover allerede udstykkede parceller måtte have særskilte rettigheder iflg. Allerede tinglyste deklarationer, er grundejerforeningen dog kun pligtig til at overtage, dersom disse særrettigheder aflyses, og der for vedkommende berettigede parcel med prioritet forud for al pantegæld tinglyses bestemmelse om, at den til enhver tid værende ejer af vedkommende parcel skal være medlem af ovennævnte grundejerforening med de samme rettigheder og forpligtelser, som gælder for de øvrige medlemmer.

13.

enhver sælger af sommerhusgrunde er pligtig til at være medlem af grundejerforeningen, så længe han har sommerhusgrunde tilbage at sælge.

14.

Fællesarealer skal henligge som eksisterende terræn, dog at ændringer kan foretages med tiltrædelse af de påtaleberettigede. Det påhviler grundejerforeningen at holde fællesarealer ryddelige for affald.

15.

enhver grundejer er pligtig til at lade affald bortkøre, og når grundejerforeningen er oprettet, skal den etablere fælles renovation i forbindelse med sognerådet.

16.

Al jagt indenfor sommerhusområdet er forbudt.

Nærværende deklaration begæres tinglyst med prioritet forud for al pantegæld. Med hensyn til de ejendommen påhvilende servitutter, henvises til ejendommens blad i tingbogen

Påtaleret tilkommer Fur Sogneråd, Viborg Amtsråd, Fredningsnævnet for Viborg amtskreds og I/S Engelst Vandværk, Fur (for så vidt angår anlæg og reparationer af vandledninger) samt grundejerforeningen og undertegnede ejere, så længe han er ejer af en eller flere parceller og/eller fællesareal.

Fur d. 10. febr. 1967

Som ejer af matr. Nr.  13d:………………..Mary Pedersen

Som ejer af matr. Nr.   55e:……………….Kristian D. Verden

Som ejer af matr. Nr.   58a:.........................Ejvind Linde Nielsen

Som ejer af matr. Nr.   58ø:........................Oluf Dalsgaard

Som ejer af matr. Nr.   58d:........................Emil Dalsgaard

Som ejer af matr. Nr.   61a:........................Søren Nielsen

Som ejer af matr. Nr.   61b:........................Jens Olsen

Som ejer af matr. Nr.   62a:........................Niels Vandborg

Som ejer af matr. Nr.   62d:........................Kristian Hauge

Som ejer af matr. Nr.   63a:........................Niels Sohn Christensen